Helt ude i hampen

16-10-2007   

Vi mærker, at kommunerne i den grad har strammet op omkring beboere, der ikke længere kan betale deres husleje.

En større og større del af vores beboere oplever økonomiske problemer, når de skal klare sig gennem dagligdagen, herunder også betale huslejen.

I Boligkontoret Danmark har vi ligesom hos vores kollegaselskaber set en stigende tendens til huslejerestancer. Restancer, der for flere og flere familier betyder udsættelser eller frivillige flytninger. At miste sit hjem hører vel til blandt de største negative sociale begivenheder, der kan ramme et menneske og en familie.

Lad mig slå fast med det samme. Det er ikke alle restancesager, der opstår på grund af høje huslejer. Mange af de boliger vi administrerer, har en månedlig husleje på under 4.000 kroner om måneden. Billigere kan det ikke gøres i dagens Danmark, hvis vi også skal kunne være kvaliteten bekendt.

Senest viste TV2 ”Kontanten” i søndags den 14. oktober en historie, om en enlig mor med et psykisk sygt barn som blev sat på gaden. Lavere kan samfundet vel ikke synke. Det første vi i boligselskaberne må spørge er, om vi gør alt hvad vi kan for at undgå de ulykkelige situationer.

I Boligkontoret forsøger vi alle muligheder. Vores sagsbehandlere kontakter kommunen. Vi forsøger med smidige afdragsordninger. Men i sidste ende må og skal vi også tage hensyn til alle de andre beboere, som i vores system kommer til at betale den manglende husleje. I forvejen betaler vores beboere i gennemsnit 275-300 kroner om året i ekstra husleje, fordi andre beboere ikke har betalt deres gæld til boligafdelingen, som boligselskabet udlejer. Vi kan og må ikke begynde selv at agere socialkontor. Det er en opgave kommunerne må påtage sig.

Vi mærker, at kommunerne i den grad har strammet op omkring beboere, der ikke længere kan betale deres husleje. Om det er interne instrukser eller diverse lovgivninger, der er strammet op, kan jeg ikke vurdere. Men jeg ser resultatet hver dag.

Senest har vi måtte bede fogeden sætte en enlig mand ud af sin bolig, fordi han over en længere periode skyldte en måneds husleje. Vi kontaktede først kommunen. Der var ingen hjælp at hente uanset manden er helt afhængig af penge fra kommunen. Da han heller ikke selv reagerede på utallige henvendelser og opfordringer, kan vi ikke gøre andet end at sætte manden ud af lejligheden.

Hvad sker der så? Endnu en skæbne, endnu en hjemløs. Flere udgifter til advokat, fogedret og istandsættelse. Penge smidt ud af vinduet. Penge der kunne arbejde bedre gennem en aktiv social indsats. Kommunen kommer måske endda til at sørge for genhusning til manden. Det er helt ude i hampen.

Det er heldigvis ikke i alle sager, at vi oplever at kommunen ikke vil gå ind og hjælpe. Men vi må opfordre Folketinget og kommunerne til at sikre en proaktiv social indsats. I boligselskaberne står vi gerne til rådighed som en aktiv samarbejdspartner i dette forløb. Det er nemlig os og vores beboere, der møder problemerne først.

Skriv en kommentar