Dirigentkursus

Formål
Du bliver klædt på til at være dirigent på kommende afdelingsmøder.
 
Indhold
Kurset løber over to aftener, og tager form som et ordinært afdelingsmøde. Vi prøver de forskellige dagsordenspunkter af, som hvis du var til et rigtigt afdelingsmøde. Du får afprøvet det du lærer undervejs, da alle kursusdeltagere vil spille ”afdelingsmødespillet” på selve kurset.

Du får bl.a. viden om:

  • Rammer og regler for afdelingsmødet
  • Afstemningssystemer og metoder
  • Rollefordelingen mellem beboerne, bestyrelsen, administrationen m.fl.
  • Det politiske spil på afdelingsmødet
  • At genkende mulige fælder
  • Hvordan du får en forsamling til at ”spille med”
  • Hvordan du håndterer konflikter, der kan opstå
  • Ekstraordinære afdelingsmøder
  • God mødeledelse i øjenhøjde
Ved afslutning af kurset modtages et diplom, som bevis på den opnåede læring. 
Derudover er der efter gennemførsel af kurset mulighed for at komme på en liste over dirigenter, som medlemmer i Boligkontoret Danmark kan trække på.

Målgruppe
Kurset henvender sig til dig, som godt kunne tænke dig at kende reglerne for dirigentrollen på afdelingsmøder, dig der gerne vil blive en dygtigere dirigent og dig som gerne vil prøve kræfter med dirigentrollen for første gang. Færdighederne fra kurset kan også anvendes som dirigent til fx generalforsamlinger og repræsentantskabsmøder.

Dato og lokalitet for afholdelse
Der afholdes nye dirigentkurser i 2018. Når datoerne er fastlagt vil de fremgå her på siden.
Kurset afholdes over 2 moduler.

Det er en forudsætning for deltagelse, at du har mulighed for at deltage begge dage. Når du tilmelder dig kurset, tilmeldes du automatisk begge moduler.

Kurset afholdes på hverdagsaftener kl. 17-20.


Tilmelding 
Du tilmelder dig, ved at klikke på "klik her" i tabellen ovenfor. Sørg for at have aftalt med din afdelingsbestyrelses- eller organisationsbestyrelsesformand, at du deltager på kurset, så I er sikre på, at der er sat penge af til det i budgettet.

Pris
Pris for begge dage, pr. deltager: 1.000 kr.
Minimum deltagerantal: 6
Maximum deltagerantal: 16

Du skal ikke betale for kursusdeltagelsen af egen lomme. Som regel er der afsat penge til deltagelse i kurser i boligafdelingens eller boligorganisationens budget. Tal med din formand inden du tilmelder dig. 

Undervisere
Katja Lindblad, Udviklingschef
Peder Hansen, Driftsforretningsfører