"Uanset hvor langt ned man kommer, så kan man komme op igen ..."

søndag, den 11. februar 2018
Tekst og foto: Thomas Yde Søgaard

I sommers besøgte vi Gert, der gerne ville fortælle sin historie, i håb om at den kan hjælpe eller inspirere andre. Gert har nemlig været helt derude, hvor han var selvmordstruet og ved at drikke sig selv ihjel. Nu er han kommet ovenpå igen og er så småt begyndt at hjælpe andre psykisk sårbare i lignende situationer.

Oprindeligt bragt i beboermagasinet, november 2017

Gert er født og opvokset i Nærum, hvor den nu granvoksne mand beskriver barndommen som god og tryg. Her er han vokset op med hyppige familieudflugter i naturen og en høj arbejdsmoral, der har betydet, at han altid har sat en ære i at passe sit arbejde.

I teenageårene ender han dog i en klike, hvor mange af vennerne eksperimenterer med forskellige rusmidler. Gert tyr aldrig selv til andet end alkohol, men flasken bliver til gengæld hans ufrivillige følgesvend i over 40 år.

»Jeg har drukket i over 40 år, siden jeg var 18 eller 19, og alkoholmisbruget har altid været en pestilens for mig. Jeg har ikke været typen, der mødte beruset op på arbejde, men jeg har drukket, når jeg fik fri, og jeg har drukket meget. Jeg kan være helt flov over det i dag, men jeg kunne ikke kontrollere det, og til trods for det har jeg heldigvis altid kunnet passe mit arbejde og min familie.«

 

Gert 4

Den sidste gang

Gert er fraskilt og bor i dag alene, men datteren Samanta er stadig en stor del af hans liv. Misbruget har han til gengæld endelig fået bugt med, og da jeg besøger ham er det således 7 måneder siden, han sidst har drukket en genstand. Men inden da var han også kommet så langt ud, at han næsten var ved at drikke sig selv ihjel.

»Det endte jo med at Louise, min bostøtte, og en af hendes kollegaer bankede på døren og spurgte, om de ikke måtte køre mig på Hillerød psykiatrisk til afrusning. Og var de ikke kommet, så var jeg død … Jeg har aldrig drukket så meget, som jeg gjorde i de 10 dage, inden de kom.«

Forinden episoden har Gert faktisk været ædru i halvandet år, men han får desværre et alvorligt tilbagefald.

»Jeg havde ikke fået antabus i 2 uger, og får det normalt 2 gange i ugen, og så kommer der jo desværre en dag, hvor jeg tænker, at jeg godt lige må drikke en enkelt øl. Og så er man jo fanget – sådan er det med alt misbrug. Så derfra fik den ellers hele armen. Normalt har jeg måske drukket 10-12 genstande om dagen, men den sidste tur her, der drak jeg 15-20 halvliters årgangsøl om dagen.«

Psykisk kommer Gert samtidig så langt ned, at han kort overvejer selvmord.

»Det hele var bare noget lort på det tidspunkt. Jeg var bagud med huslejen, og der var mange ting i vejen, men jeg har kun overvejet selvmord den ene gang. Det er den eneste gang, hvor jeg har tænkt, at nu kan det hele sgu være lige meget. For kunne jeg tillade mig at gøre det overfor min datter? Kunne jeg tillade mig at gøre det overfor Louise eller andre, der står mig nær? Nej, det kunne jeg ikke.«

 

Gert 3

Baggrunden

Da selvmordstankerne begynder at spire frem, taler Gert blandt andet med Stina Amdi Letvad, der er boligsocial konsulent i Boligkontoret Danmark.

»Jeg snakker på et tidspunkt med Stina, hvor jeg fortæller hende, at jeg har tænkt på selvmord. Der rejste hun sig i stolen – så langt skulle jeg ikke ud. Men da jeg havde fortalt hende det, så var det samtidig som om, tanken ikke var der mere. Det sagde en psykolog også til mig senere, at hvis jeg ikke havde sagt det, så havde der været store chancer for, at jeg stadig ville gå med tankerne og måske føre det ud i livet. Så det der med at få sat ord på og snakke med nogen, det hjælper altid.«

Gert har generelt svært ved at udpege årsagen til sit misbrug og til, at han til sidst kommer så langt ud, men bevæger sig alligevel over i en potentiel årsag.

»Jeg kan fortælle noget, som egentlig sætter noget i relief. Jeg er transkønnet og har altid, lige siden jeg var lille, ønsket at være en pige. Nu er jeg så endelig begyndt inde på sexologisk klinik til nogle samtaler, i håb om at jeg kan få hormonbehandling. Men hvis man sagde, man var transkønnet, da jeg var ung, så blev man sgu spærret inde. Så var der noget galt inde i hovedet på én. Og det har jeg så levet med hele mit liv – at hvis du siger det her til nogen, så bliver du buret inde … Det lyder måske lidt overdrevet, men sådan var det næsten. Og det har da gjort ondt, ikke at kunne vise, hvem jeg virkelig var, men om det er årsagen til, at jeg er blevet alkoholiker – det ved jeg ikke. Det kan da godt være, at det har været en god grobund for mit misbrug.«

 

Gert 2

Ud af skjulet

Gert var blot 6 år gammel, da han opdagede, at han var mere til kjoler end bukser, og følelsen af at være født i den forkerte krop har fulgt ham igennem hele livet. Indtil for et år siden havde han stort set ikke fortalt andre om det, men bostøtten Louise, der kommer en gang om ugen, har hjulpet ham på vej.

»Jeg vender hele tiden tilbage til Louise, men hun har virkelig været guld værd. Hun har fået mig til at åbne op for det og gøre noget ved tingene, så nu skal mit liv sgu frem i lyset – jeg er blevet for gammel til at gå og skjule mig. Samtidig kan det jo være, at min historie kan hjælpe andre. Der er mange, der har det dårligt, og hvis jeg kan hjælpe til, at de får det lidt bedre, så er det sgu det jeg skal.«

Det er især efter det sidste tilbagefald og den efterfølgende afrusning, at Gert vælger at lave nogle ændringer i sit liv.

»Jeg har jo været til afrusning 3-4 gange før, men da jeg kom hjem derfra denne gang, så skulle mit liv bare ændres, og det skulle være radikalt bedre. Så nu vil jeg ud af mit misbrug, og nu vil jeg have lov til at være den kvinde, jeg altid har ønsket mig at være.«

Gert er således startet i behandling for sit misbrug, og sammen med Louise tog han til lægen, der sendte ham videre til sexologisk klinik.

»Jeg ville gerne i hormonbehandling, men fik først et afslag, fordi jeg ikke havde været ædru i 6 måneder. Nu har jeg så holdt det i 7 måneder og er begyndt på samtaler om mine muligheder for behandling. Det er virkelig fedt, både at være ude af misbruget, men også at komme frem i lyset. På den måde er risikoen der heller ikke mere for at falde i vandet – jeg har det simpelthen for godt til at falde tilbage.«

 

Gert 6

Det er okay at række ud

Efter at have taget beslutningen om at gøre noget ved sine problemer har Gerts liv ændret sig markant. Han fortæller blandt andet, at han har fået en energi og et overskud, han ikke havde før.

»Min datter er også lykkelig over, at jeg er stoppet med at drikke – hun har jo fået en ny far. Hun kan mærke, at jeg er meget mere glad og seriøs end før. Før var det fuldemandsdiskussioner, hvor det var mig eller branderten, der havde ret. Nu er jeg til stede, og det er jeg glad for, at min datter når at opleve.

Samtidig så er det sjovt at se, når man sidder her helt klar i hovedet og tænker tilbage på, hvordan fanden man kunne havne i så dybt et hul? At uanset hvor langt ned man kommer, så kan man altså komme op igen. Man skal bare gribe det redningsbælte, der bliver smidt ud.«

I samme åndedrag understreger Gert, at vi mennesker ikke skal være for stolte til at række ud.

»Den stolthed, der rammer en, hvis man inderst inde gerne vil bede om hjælp, men så ikke gør det, fordi det rammer ens stolthed, den kan man ikke bruge til noget. Det er med at komme ud af busken og over den hurdle. Ens situation kan nemlig se håbløs ud her og nu – og det kan den have gjort længe – men den kan også gøre det længe endnu, hvis man ikke gør noget ved det. Så ræk ud efter en hjælpende hånd, for folk giver gerne hele armen.«

 

Gert 1

Hvordan går det i dag?

8 måneder efter interviewet snakker jeg igen med Gert, der nu har været ædru i hele 15 måneder. Han fortæller, at han er blevet endeligt godkendt til hormonbehandling, der starter i løbet af foråret 2018.

Siden interviewet er han samtidig startet som frivillig og har allerede været besøgsven for to psykisk sårbare: »Det er stort at kunne gøre en forskel for mennesker, der murer sig inde og har det svært, så jeg håber virkelig, at jeg kan blive ved med arbejdet«, udtaler Gert begejstret. 

 

     Ring til os

      Er du bekymret for en nabo eller kæmper du selv med psykiske problemer?       

      Så sidder vores boligsociale konsulenter altid klar til at hjælpe dig

      – kontakt dem her.                 

 

Tilmeld nyhedsbrev

Udfyld felterne nedenfor og tilmeld dig vores nyhedsbrev. Du kan til enhver tid framelde dig igen.

Tak for du tilmeldte dig til vores nyhedsbrev.

Seneste Nyheder

Hvilke delforlig er indgået om ghettoparken, og hvad betyder det?
fredag, den 18. maj 2018

Attraktivt nybyggeri i Haslev er nu halvvejs
onsdag, den 16. maj 2018

Valg til kredse i BL
onsdag, den 16. maj 2018

Renovering af Solgården i Nr. Aaby lokkede folk til åbent hus
onsdag, den 16. maj 2018

Vi ville vise, hvem der rammes af finansieringsforslaget
onsdag, den 16. maj 2018

Pludselig blev vi til en ghetto
onsdag, den 16. maj 2018

Debat med Antorini om finansiering af ghettopakken i Hillerød
mandag, den 23. april 2018

Husk naboerne når du bygger nyt
onsdag, den 18. april 2018

Det gamle rådhus i Nørre Aaby på Fyn får nye beboere
onsdag, den 18. april 2018

Boligkonferencen 2018: Sammen skaber vi fremtiden
onsdag, den 18. april 2018

Er I klar til den nye persondataforordning?
onsdag, den 18. april 2018

Frygt for konsekvenserne af ghetto-udspil
tirsdag, den 20. marts 2018

Tibberupparken og Kollektivhuset er indstillet til RENOVER prisen 2018
mandag, den 19. marts 2018

Er I klar til et generationsskifte?
mandag, den 19. marts 2018

Hvordan arbejder vi med det boligsociale i fremtiden?
lørdag, den 17. marts 2018

Hvad betyder ghettoudspillets finansieringsforslag for mig og renoveringen af min bolig?
torsdag, den 15. marts 2018

Landsbyggefonden er de almene beboeres friværdi
torsdag, den 15. marts 2018

Når bestyrelsen går i opløsning
torsdag, den 22. februar 2018

Nyt driftssekretariat i Boligkontoret Danmark
torsdag, den 22. februar 2018

Børn sætter miljøet på dagsordenen i Kokkedal
onsdag, den 14. februar 2018

Travlhed på byggepladserne i Jylland og på Fyn
onsdag, den 14. februar 2018

Boligkontoret Danmark fylder 70 år
onsdag, den 14. februar 2018

"Uanset hvor langt ned man kommer, så kan man komme op igen ..."
søndag, den 11. februar 2018

Formand i boligforening: "Stop den generelle hetz mod almene boliger"
søndag, den 11. februar 2018

Ingen kan alt - sammen kan vi det hele
søndag, den 11. februar 2018

Vis alle nyheder

Hovedkontoret

Boligkontoret Danmark
Havneholmen 21
1561 København V
Tlf. 35 44 80 80
E-mail: bdk@bdk.dk

Åbningstider

Mandag-torsdag: 9-16
Fredag: 9-14

Lørdag, søndag og helligdage: Lukket